Regler og vejledning
Ansvar i forbindelse med leje af distriktets tidtagningsudstyr
Ansvar:
Ved leje af distriktets tidtagningsudstyr accepterer klubben (lejeren) at bære det fulde ansvar for det lejede udstyr, fra udstyret er afhentet og indtil det er returneret samme sted eller som aftalt.
Misligeholdelse, bortkomst og skade:
Klubben hæfter for enhver skade – herunder bortkomst – såvel forsætlig, uagtsom som hændelig på udstyret i hele låneperioden indtil udstyret er returneret til/og tjekket af distriktet (Kim Asmussen).
Der ligger ekstrabatterier til senderne i tasken til senderne/fotocellerne, men vi minder klubberne om at huske at slukke for senderne hver dag efter endt brug. Eventuelt udskiftede batterier skal returneres sammen med udstyret.
Mangler der dele til udstyret ved aflevering, bestiller distriktet nye dele hos leverandøren og opkræver klubben for de nye dele. Der udleveres en indholdsfortegnelse sammen med udstyret.
Distriktet kan ikke påtage sig erstatningsansvar for følger af force majeure, defekt udstyr eller forkert anvendelse af lejet udstyr, herunder fejlbetjening.
Udlevering af udstyret:
Anlægget kan hentes onsdag-fredag hos Kim Asmussen, Himmelevvej 8, 4000 Roskilde, efter forudgående aftale.
Aflevering af udstyret:
Anlægget skal afleveres mandag-tirsdag hos Kim Asmussen, Himmelevvej 8, 4000 Roskilde, efter forudgående aftale.
Hvis anlægget ikke afleveres senest tirsdag (medmindre andet er aftalt med Kim), opkræves ekstragebyr kr 500 + km penge for afhentning af anlægget.
Bemærk:
Klubber under DRF er via DIFs kollektive forsikringer dækket af en kollektiv ansvarsforsikring. Men denne forsikring dækker ikke for ting, som klubben har lånt eller lejet. Denne undtagelse er ikke speciel for Idrættens kollektive ansvarsforsikring men er en helt generel bestemmelse på ansvarsforsikringer.